Mange indvandrerkvinder på kontanthjælp

En stor gruppe indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande befinder sig nærmest permanent på kontanthjælp.

Af de 24.000 personer, der har været på kontanthjælp i mere end 10 år i de seneste 15 år, er knap 6000 indvandrerkvinder, svarende til 25 procent. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriets Dream-register, skriver Jyllands-Posten.

Indvandrerkvinderne fra ikke-vestlige lande udgør kun 3,4 procent af den samlede befolkning mellem 16 og 64 år og er derfor massivt overrepræsenteret blandt de langvarige kontanthjælpsmodtagere.

Både forskere og politikere kalder tallene for en falliterklæring for det danske kontanthjælpssystem.

- Kontanthjælpen er ment som et midlertidigt sikkerhedsnet og ikke som en permanent forsørgelsesordning, siger professor i statskundskab Jon Kvist fra Syddansk Universitet til Jyllands-Posten.

- Derfor kan man roligt kalde det for en falliterklæring, når vi har et system, der fungerer som en slags borgerløn eller parallel førtidspensionsordning, tilføjer han.

Underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Erik Simonsen mener, at "kommunerne og jobcentersystemet har svigtet."

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er enig i, at det nuværende kontanthjælpssystem har slået fejl, og hun lover at gøre noget ved problemet.

- Det har aldrig været meningen, at folk skulle gå på kontanthjælp år efter år, og at forældre skulle lade deres børn vokse op i familier, hvor indtægtskilden permanent var kontanthjælp, siger ministeren ifølge Jyllands-Posten.

- Vi vil i det kommende udspil til en kontanthjælpsreform sikre os, at det ikke kan fortsætte på denne måde, tilføjer hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip