Margit vendte pludselig hjem

Anna Margit Bjerg - gift Terkelsen - fra Silkeborg, der siden torsdag eftermiddag har været forsvundet, er selv kommet hjem til familien lørdag morgen ved 8.15 tiden.

- Hun kom hjem forfrossen og træt. Men iøvrigt i god behold, fortæller Ken Ernshof til TV/MIDT-VEST. Han er svoger til den 53-årige Anna Margit Bjerg.

Anna Margit Bjerg har været savnet, siden hun torsdag eftermiddag aflyste en aftale kl. 16 på sygehuset i Silkeborg og sagde, at hun "tog til Vesterhavet". Familien frygtede det værste.

- Vi ved faktisk ikke helt, hvad hun har lavet, eller hvor hun har været. Men lige nu er vi bare utrolig glade for at hun er hjemme igen, fortæller Ken Ernshof.

Anna Margit Bjerg kom dermed hjem kort tid før et større eftersøgningshold skulle samles for lede efter hende i området omkring hendes hjem i Silkeborg. De skulle efter planen have begyndt en større eftersøgning ved 9-tiden i formiddag.

- Det var alle mulige mennesker, der skulle have deltaget i eftersøgningen. Selvfølgelig familie og venner, men også en gruppe hjemmeværnsfolk, der selv havde tilbudt at hjælpe, samt flere personer, som havde hørt om Anna Margits forsvinden via facebook, siger Ken Ernshof til TV/MIDT-VEST.

Det er endnu uklart hvorfor Anna Margit Bjerg forlod familien, men hun har gennem en længere periode været deprimeret.

 

Dagens Gossip