Masser af faldulykker i byggeriet

Arbejdet med stål, beton og store maskiner er farligt.

Over 25.000 ulykker inden for bygge- og anlægsområdet er de seneste fem år blevet anmeldt til Arbejdstilsynet.

Næsten hver tredje - 7.259 - skyldes fald fra stilladser, tage eller uafskærmede bygninger.

Byggefagene er ikke gode nok til at passe på sig selv, når man arbejder i højden, lyder det fra kontorchef i Arbejdstilsynet, Jens Skovgaard Lauritzen.

- Der arbejdes på stilladser, der ikke er sikre. Der arbejdes uden stillads, der arbejdes på tage og konstruktioner uden rækværk, siger han til Newspaq.

Arbejdsmiljøkonsulent i 3F's byggegruppe, Freddy Hansen, mener, at 25.000 anmeldte arbejdsulykker over fem år er "helt vildt". Det høje tal skyldes, at arbejdsgivere ikke følger reglerne, påpeger han.

- Det er kendte regler, så det kan undre, at arbejdsgiverne ikke bruger de foreskrevne sikkerhedsforanstaltninger i stedet for at springe over, hvor gærdet er lavest. Ellers ville tallene have set anderledes ud, siger han til Newspaq.

Men også 3F's egne medlemmer skal blive bedre til at sige fra mener Freddy Hansen.

- Det er bare at stille sine krav. Hvis man kommer ud i en situation, hvor man føler sig utryg, skal man siger fra. Men det kan være svært i en krisetid. Man stiller ikke så mange krav længere, siger Freddy Hansen.

Den næststørste gruppe af arbejdsulykker dækker akut overbelastning af kroppen f.eks. i forbindelse med tunge løft. Fra 2007 til 2011 har over 5.000 håndværkere anmeldt en sådan overbelastningsskade.

- Byggematerialer vejer godt til. Gipsplader, vinduesrammer, tagpapruller kan veje op til 70 kilo, og det giver anledning til mange løfte-ulykker, siger Jens Skovgaard Lauritzen.

Blandt de farligste opgaver inden for byggeriet er arbejde i udgravninger f.eks. med at lægge kloakrør.

- En udgravning kan skride sammen som en lavine. Hvis de ikke er stivet af, kan man blive begravet under to tons jord på få sekunder, siger Jens Skovgaard Lauritzen.

Dagens Gossip