Maze er seedet til EM-semifinalen

Danmarks bedste bordtennisspiller Michael Maze er seedet til at nå helt frem til semifinalen ved EM, som begynder om en uge i Herning.

Den europæiske bordtennisunion, ETTU, har onsdag offentliggjort de foreløbige seedningslister, hvor der dog godt kan nå at komme afbud.

Maze er derfor foreløbig seedet som nummer fire i herresingle efter Timo Boll og Dimitrij Ovtcharov, Tyskland og Vladimir Samsonov, Hviderusland.

Siden 2002 har Timo Boll vundet EM fem gange, Vladimir Samsonov tre gange, mens Maze vandt i 2009.

Maze er på den seneste verdensrangliste avanceret seks pladser fra nummer 21 til nummer 15 efter sejrene i World Cuppen i september. Mazes bedste placering hidtil er en ottendeplads i oktober 2009, kort efter EM-guldet.

I damesingle er den bedste kvindelige danske singlespiller Mie Skov seedet som nummer 21, mens sølvvinderne fra 2010, Jonathan Groth og Kasper Sternberg, er seedet som nummer 12 i herredouble.

I damedouble er Mie Skov seedet som nummer 16 sammen med sin klubkammerat i franske Kremlin-Bicetre, Carole Grundisch.

Også herresinglerne Allan Bentsen, Finn Tugwell, Jonathan Groth og Kasper Sternberg er med i EM-turneringen.

De danske spillere ankommer til Herning på mandag - med undtagelse af Maze, der skal i aktion første gang fredag, og derfor ankommer onsdag.

EM afvikles i Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen fra 17. til 21. oktober.

/ritzau/

 

Dagens Gossip