Messi overgår sig selv i pokalen

Lionel Messi fortsætter med at score mål for Barcelona, der onsdag aften som forventet slog Cordoba 2-0 på udebane i den spanske pokalturnering Copa Del Rey.

Barcelona mangler dog endnu at møde Cordoba på hjemmebane, før storholdet kan booke billet til kvartfinalerne.

Real Madrid derimod kan ikke føle sig sikker på at komme videre. Holdet tabte overraskende 1-2 på udebane mod Celta de Vigo. Cristiano Ronaldo reducerede hjemmeholdets føring tre minutter før tid.

I Cordoba scorede Messi, der i weekenden slog Gerd Müllers målrekord fra 1972, allerede efter 11 minutter. Det var den argentinske stjernespillers mål nummer 87 i dette kalenderår for Barcelona og det argentinske landshold.

Ligesom i weekendens 2-0-sejr over Real Betis i den spanske liga, så blev Lionel Messi dobbelt målscorer, da han et kvarter før slutfløjt øgede til 2-0 og nåede op på 88 scoringer i 2012.

Tidligere på onsdagen blev der bragt yderligere tvivl om, hvorvidt Messi nu rent faktisk er den spiller, der har scoret flest gange på et kalenderår.

Den brasilianske klub Flamengo hævder således, at den tidligere stjernespiller Zico scorede 89 gange i 1979 for Flamengo og det brasilianske landshold.

I Zambia mener man, at rekorden tilhører den ellers ukendte angriber Godfrey Chitalu, der skulle have scoret 107 mål i 1972.

/ritzau/

 

Dagens Gossip