Mestrene dominerer ishockeyens All Star-hold

Fredag aften kunne Sønderjyske lade sig kåre som danske ishockeymestre.

Og Vojens-mandskabets store triumf kan også aflæses på sammensætningen af det All Star-hold, som ligatrænere og journalister har sammensat på baggrund af hele sæsonen.

Tre af de seks spillere kommer fra de nykårede mestre, mens Blue Fox Herning, EfB Ishockey og Frederikshavn White Hawks hver leverer én spiller til årets hold.

Angriberne Brock Hooton og Patrick Asselin supplerer fredag aftens matchvinder Tyler Gotto i den sønderjyske trio på et hold, der kun tæller én spiller med dansk pas.

Det er Frederikshavn-backen Mads Bech Christensen, der efter en stærk sæson også er inde i landstræner Per Bäckmans overvejelser til den danske VM-trup.

Hernings Lubos Pisar er valgt til bedste målmand, mens Esbjergs Alex Nikiforuk, der lavede 52 målpoint i 34 grundspilskampe er sidste mand på All Stars-holdet.

Nikiforuk fik med 69 stemmer mere end dobbelt så mange som næstbedste angriber, Patrick Asselin.

All Star-holdet 2012-13:

Målmand: Lubos Pisar (Herning)

Backer: Tyler Gotto (Sønderjyske) og Mads Bech Christensen (Frederikshavn)

Forwards: Alex Nikiforuk (Esbjerg), Patrick Asselin (Sønderjyske) og Brock Hooton (Sønderjyske).

/ritzau/

Dagens Gossip