Milliardindtægter fra landets pensionskunder

Landets pensionskunder har i årevis betalt langt flere skattekroner til statskassen, end skiftende regeringer har kalkuleret med. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Siden 2004 har Finansministeriet underbudgetteret indtægterne fra beskatning af pensionsafkast (PAL-skat) med ikke mindre end 151 mia. kr. Og 2012 bliver ingen undtagelse.

PAL-indtægterne ventes ifølge Finansministeriet i år at sætte rekord med godt 43 mia. kr., hvilket er knap 38 mia. kr. mere, end ministeriet tidligere budgetterede med i Finansloven for 2012, skriver Jyllands-Posten.

Cheføkonom i pensionsselskabet Danica Jens Chr. Nielsen peger på, at merskatten er mere end rigelig til at finansiere regeringens skattereform med.

- Regeringen får yderligere penge i kassen fra pensionskunderne næste år ved at lokke med en skatterabat på 2,7 pct., hvis de vil lade deres kapitalpensioner straksbeskatte. Vi tror, at det vil give 40-45 mia. kr. yderligere i statskassen. Det er penge, der skal bruges til at finansiere skattereformen med. Men merindtægterne fra årets PAL-skat er mere end rigelige til at finansiere den reform, siger Jens Chr. Nielsen til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip