Minister erkender: Ikke let at finde nyttejob

Den socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, erkender, at det bliver svært for kommunerne at finde såkaldte nyttejob til nu også dagpengemodtagere, der står til at falde ud af systemet i forbindelse med den omdiskuterede dagpengereform.

- Jeg påstår på ingen måde, at det er let. Det er det ikke. Og det er en ny gruppe, som man skal forholde sig til at hjælpe på vej.

- Men det bør heller ikke være nogen helt uoverstigelig opgave at sikre, at mennesker, der jo har haft en ofte langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og som har været vant til at arbejde, kan få foden inden for igen. Så jeg tror godt, at vi kan løfte opgaven.

- Men jeg anerkender, at det ikke bare er at gøre det, sagde Mette Frederiksen, da hun fremlagde detaljerne i regeringens udspil tirsdag - et udspil, der skal holde hånden under de cirka 30.000, der står til at falde ud af dagpengesystemet i 2013.

Oprindeligt var det kun kontanthjælpsmodtagere, der skulle knyttes tættere til arbejdsmarkedet gennem nyttejob ude i kommunerne, hvilket er skitseret i forårets reform på området.

Tirsdag lagde regeringen så op til, at kommunerne også skal til at finde nyttejob til dagpengemodtagere, men Kommunernes Landsforening mener, at grænsen for, hvor mange nyttejob der kan findes, allerede er tæt på nået med kontanthjælpsreformen.

Mette Frederiksen vil ikke gå i detaljer med, hvor mange nyttejob der skal findes med det nye tiltag.

Hun påpeger, at private virksomheder også skal spille en rolle ved at tage de langtidsledige ind gennem job med løntilskud.

- Vi får behov for mange nyttejob. Det er helt rigtigt, at der kombineret med kontanthjælpsreformen kommer en stor efterspørgsel derpå. Men det er også vigtigt at sige, at det her med nyttejobbene ikke kommer til at stå alene.

- Noget af det, vi ved, er jo, at privat løntilskud faktisk også kan være en ret god vej tilbage til arbejdsmarkedet, hvis man har været ramt af langtidsledighed, sagde Mette Frederiksen tirsdag.

- Så jeg kan ikke give noget præcist bud på fordelingen mellem de enkelte redskaber, som vi sætter i gang, sagde hun.

Torsdag forhandler regeringen med Enhedslisten for at finde frem til, hvordan dagpengeproblematikken skal løses.

/ritzau/

 

Dagens Gossip