Minister kæmper mod EU: Behold mentol-smøger

Den danske minister kæmper for skråtobak og mentolcigaretter. Svenskerne kæmper for deres snus. Tyskerne for deres næsesnus.

Sådan har så godt som alle EU-lande hver deres nationale særinteresser, når sundhedsministrene fredag mødes i Luxembourg for at prøve at enes om deres fælles holdning til et nyt tobaksdirektiv.

Der er lagt op til et patchwork af et kompromis, hvor alle får lidt.

Ifølge kilder tæt på forhandlingerne kan sundhedsminister Astrid Krag (SF) se frem til, at EU alligevel ikke vil forbyde skråtobak og formentlig også vil droppe en række særlige mærkningskrav til tobakspakninger, som Danmark finder besværlige og fordyrende.

Til gengæld forventes Danmark at opgive sit hidtidige krav om, at det fortsat skal være tilladt at sælge mentolcigaretter, og om at Danmark ligesom Sverige skal have lov til at sælge snus i pakker.

Sundhedsministeren vil ikke på forhånd sige, hvor hun tror, kompromisset lander. Men hun lyder fortrøstningsfuld i forhold til at få i hvert fald nogle af de danske mærkesager igennem.

- Overordnet set har vi nogle danske prioriteter, blandt andet i forhold til skråtobak og snus og mentolcigaretter. At det skal vi kunne tillade.

- Men når vi så står ved målstregen og kan se, hvor meget vi har fået igennem ved vores forhandlingskraft, så har Danmark ikke tænkt sig at blokere for det her direktiv.

- Det er et godt og vigtigt direktiv, der vil beskytte danske børn og unge mod tobaksprodukter målrettet den helt unge målgruppe. Altså hindbærcigaretter, der lugter og smager, så min fireårige datter vil samle dem op og synes, at det er interessant, siger Krag.

Det vigtigste er ifølge ministeren, at det skal forbydes tobaksindustrien at tilsætte giftige og vanedannende stoffer til tobakken, samt at lave "forskellige spændende, kreative versioner" for at få børn og helt unge til at ryge.

Når Danmark kæmper for mentolcigarettens overlevelse, skyldes det ifølge ministeren, at den i Danmark - i modsætning til i flere andre lande - ikke bliver markedsført som slik målrettet et ungt publikum.

/ritzau/

Dagens Gossip