Mistænkt krigsforbryder vil være præsident

Selvom Uhuru Kenyatta er anklaget for krigsforbrydelser, kan han ende med at blive Kenyas næste præsident og vinde over modstanderen Raila Odinga.

Valget handler nemlig mere om personer, end om politik, vurderer Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Frans Mikael Jansen, der har besøgt Kenya forud for valget mandag.

Kenyattas fordel er, at han er karismatisk og en dygtig taler.

- Jeg har mødt ham, og han er en politisk personlighed og karismatisk person, der virker troværdig. Og så er han vanvittig dygtig til at formulere sig enkelt om politiske budskaber, siger Frans Mikael Jansen.

Men hvem stemmer på en mand, der er anklaget for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol (ICC)?

- Det gør hans stamme, Kikuyu, den største og rigeste af stammerne. De har størst økonomisk og politisk indflydelse i Kenya, og det giver Kenyatta en tredjedel af stemmerne fra starten, siger Frans Mikael Jansen.

- Kenyatta er gået sammen med William Ruto fra Kalenjin-stammen i nordvest, så de får nok stemmer fra Kalenjin også. Hvis Kenyatta vinder, får landet både en præsident og en vicepræsident, der er anklaget ved den internationale domstol, påpeger generalsekretæren.

Det er myndighedernes ønske at genskabe Kenyas image som et demokratisk land med styr på tingene, efter at valget i 2007 udløste blodige etniske uroligheder.

- Kenya har gang i en meget positiv udvikling, og et valgresultat kan nok ikke slå benene væk under den, men det kan besværliggøre processen, mener Jansen.

Modkandidat Odinga fra Luo-stammen har ligesom Kenyatta sin stamme med sig.

- Han har også fat i dem, der er utilfredse med, at Kenyatta er anklaget for krigsforbrydelser, plus 40 andre stammer i Kenya, der i første omgang vil stemme på deres egne stammer, dernæst på Odinga.

- Han er dog knap så skarp og dygtig til det politiske håndværk og til at sælge sin politik. Men han er den, der grundlæggende har størst motivation til at fortsætte reformkursen.

Meningsmålinger viser, at det bliver tæt løb mellem Odinga og Kenyatta. Dermed risikerer de to rivaler at skulle ud i en anden valgrunde.

/ritzau/

 

Dagens Gossip