Møllgaard: Flot VM-start for Kasper Nielsen

Det er slet ikke til at mærke på store, stærke Kasper Nielsen, at han først lige er trådt ind i VM-turneringen.

Forsvarskollegaen Henrik Møllgaard er imponeret over Bjerringbro-Silkeborg-spilleren, der blev hevet ind i VM-truppen før 1/8-finalen mod Tunesien og bidrog med en stærk forsvarsindsats i 30-23-sejren søndag aften.

- Han falder direkte ind og spiller en stor kamp.

- Jeg synes, det er flot, at han kan tage direkte fra en træningslejr, hvor han nærmest ikke har rørt en håndbold. Bare stige af flyveren og levere sådan en indsats i en 1/8-finale, siger Henrik Møllgaard.

- Hans stil med at jagte og slå det passer perfekt til de typer, vi mødte, for tuneserne ville gerne ind i hoveder på os. Det ødelægger han for dem.

- Det var godt at have Kasper tilbage, og han leverer en stor kamp, mener Møllgaard.

Kasper Nielsen var ikke med i det indledende gruppespil for Danmark, hvor det blev til fem sejre i fem kampe.

Der blev dog plads til Bjerringbro-Silkeborg-spilleren efter gruppefasen, hvor landstræner Ulrik Wilbek valgte at indkalde Kasper Nielsen på grund af Jesper Nøddesbos fodskade.

Danmark møder enten Polen eller Ungarn i kvartfinalen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip