Murray håber på redning fra græsset

Umiddelbart skulle man ikke tro, at skotten Andy Murray kunne lede i statistikkerne for at finde troen på, at han i dag kan besejre serberen Novak Djokovic i Wimbledon-finalen i London.

Den topseedede Djokovic fører nemlig 11-7 over andenseedede Murray i indbyrdes opgør, og serberen har sejret i deres seneste tre møder.

Derfor ser det umiddelbart svært ud for 26-årige Andy Murray i forhold til at blive den første britiske herresingle-vinder i Wimbledon, siden Fred Perry vandt i 1936.

Bag statistikken gemmer sig imidlertid det faktum, at Murray og Djokovic kun har mødtes én gang på græs, som er underlaget ved den engelske grand slam-turnering.

Og det møde - i semifinalerne ved sidste års OL i London - vandt skotten med cifrene 7-5, 7-5. Murray vandt senere OL-finalen over schweizeren Roger Federer.

Hele 15 af opgørene mellem Novak Djokovic og Andy Murray er blevet spillet på hardcourt-underlaget, og her har serberen ni gange trukket sig sejrrigt ud.

To kampe er blevet afviklet på grus, hvor Djokovic har vundet ved begge lejligheder.

Tre gange har dagens finalister mødt hinanden i grand slam-finaler, og her er Novak Djokovic foran 2-1 i kampe.

Både i år og for to år siden vandt han over Andy Murray i finalen ved Australian Open.

Sidste år fik skotten dog ram på serberen. Det skete, da Andy Murray vandt sin første og hidtil eneste grand slam-titel ved at besejre Novak Djokovic i US Open-finalen.

Finalen ved Wimbledon begynder klokken 15.

/ritzau/

 

Dagens Gossip