Narko-familie endelig bag lås og slå

Den mexicanske narkogangster Eduardo Arellano Felix blev mandag dømt til 15 års fængsel ved en domstol i San Diego i Californien.

Narkobaronen havde erklæret sig skyldig i anklagen om hvidvaskning af penge for et kartel, som bar hans familienavn.

Med strafudmålingen er en æra afsluttet ifølge myndighederne.

Den 56-årige Arellano Felix er den sidste af fire brødre, der enten er dræbt eller sendt i fængsel på grund af indførsel af narkotika til USA fra Mexico.

- De tre overlevende brødre, der i årtier levede som mangemillionærer, mens de hærgede den sydvestlige grænse med mord, afpresning og bestikkelse af utallige embedsfolk, er nu indespærret i topsikrede fængsler i meget lang tid, siger statsadvokat Laura Duffy.

Hun opfordrer andre, der "stræber efter at tage deres plads" til at notere sig brødrenes skæbne.

De to brødre, som de amerikanske myndigheder anså for at være lederne for kartellet, Benjamin og Francisco, er dømt til 25 års fængsel og livstid. Den sidste, Ramon, blev dræbt i kamp med politiet i 2002.

Eduardo Felix, også kaldt "El Doctor", erklærede sig i maj skyldig i at have hvidvasket hundredvis af millioner dollar fra narkohandel samt i at have forfalsket 50 millioner dollar.

Arellano Felix-banden havde hovedkvarter i den mexicanske grænseby Tijuana en halv times kørsel fra San Diego.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip