Nedlukning truer USAs statsapparat

Fra tirsdag morgen vil mange offentlige kontorer i USA være lukket, hvis ikke Kongressen i løbet af de næste 24 timer bliver enige om en midlertidig finanslov, der sikrer regeringen penge til at holde statsapparatet kørende.

Striden mellem Senatet, der domineres af Demokraterne, og Repræsentanternes Hus med et flertal af republikanere er tilsyneladende gået i hårdknude, og tidsfristen for at blive enige udløber mandag midnat lokal tid.

Repræsentanternes Hus godkendte søndag et forslag om en krisebevilling, der sikrer penge til regeringen i nogle uger.

Forslaget er nu sendt tilbage til Senatet. Men her vil det blive forkastet, fordi det indebærer en udsættelse af præsident Barack Obamas sundhedsreform.

- Det er meningsløst, siger formanden for Senatets demokrater, Harry Reid, ifølge CNN om forslaget, som de mest konservative republikanere i Huset har gennemtrumfet.

Dermed fortsætter ping-pong-spillet mellem Kongressens to kamre, og omkring én million offentligt ansatte i ikke-livsnødvendige funktioner må indstille sig på at blive hjemme fra på tirsdag, når det nye finansår begynder.

Sidst det skete var i december 1996, hvor det varede tre uger, før en tilsvarende budgetstrid blev løst.

Nedlukningen af dele af statens funktioner vil umiddelbart ikke betyde det store for mange amerikanere. Essentielle stillinger vil fortsat være bemandet.

Post vil blive delt ud, de føderalt ansatte flyledere vil sikre, at lufttrafikken bliver afviklet, FBI vil efterforske kriminalitet og der vil fortsat blive udbetalt sociale ydelser.

Men der vil ikke være ansatte til at tage sig af nye ansøgninger om sociale ydelser, og forespørgsler til skattevæsnet vil ikke blive besvaret.

Og de, der har planlagt en camping- eller vandretur til en nationalpark, må ændre deres planer, fordi parkerne sandsynligvis vil være lukket, konstaterer Bloomberg News.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV