New York i alarm: 20.000 influenza-smittede

I øjeblikket skal man vaske hænderne ekstra grundigt og ekstra ofte i New York.

Den amerikanske millionby og delstaten af samme navn er hårdt ramt af et stort influenza-udbrud, og der meldes om næsten 20.000 sygdomstilfælde. Det er en firedobling siden sidste vinter, skriver BBC.

På grund af alvoren i den aktuelle influenzasæson har New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, udstedt en offentlig sundhedsadvarsel. Det betyder blandt andet, at det bliver lettere at få adgang til vacciner.

Udbruddet af sygdommen i USA har kostet mindst 20 børn livet og har nået et sådant omfang, at ordet "epidemi" bruges til at beskrive situationen. Der er nu influenza-aktivitet i 47 amerikanske delstater - mod 41 i ugen forinden.

Kun Californien, Mississippi og Hawaii er gået nogenlunde fri.

Eksperter og myndigheder opfordrer befolkningen til at blive vaccineret, hvilket giver 60 til 65 procent beskyttelse. Mange amerikanere har lyttet til rådet, men den store efterspørgsel har medført mangel på vaccine flere steder i landet.

Influenzaepidemien, som især har ramt den nordøstlige del af USA, brød ud i begyndelsen af december. Skadestuerne har siden oplevet en kraftig stigning i patienter, der kommer ind med symptomer på vinter-virussen.

I Pennsylvania har et hospital været nødt til at slå et telt op udenfor for at tage imod og behandle de mange sygdomsramte amerikanere.

Hvert år dør tusindvis af mennesker i USA af influenza. Omkring 90 procent af de årlige 36.000 dødsfald er amerikanere, som er ældre end 65 år, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

 

Dagens Gossip