Nick Hækkerup undskylder over for danskerne

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) var i stærk beskydning fra begge sider af folketingssalen, da han onsdag blev spurgt ind til sagen om danske soldaters brug af afghanske tolke, hvor ministeren ikke gav korrekte oplysninger.

Både Venstre og Enhedslisten beskyldte ministeren for at tale usandt om de tolke, som danske soldater bruger i Afghanistan, og som kan være i livsfare på grund af Taleban.

Forsvarsministeren erkendte, at han ikke har været præcis nok i sagen om tolkene:

- Jeg vil gerne beklage, at jeg gav forkerte oplysninger til den danske befolkning. Jeg kom til at sige noget forkert. Der ligger ingen ond vilje bag. Heller ikke ønsket om at føre nogen bag lyset. Jeg er trist over, at jeg har været upræcis.

- Men jeg har ikke tænkt mig at skubbe ansvaret fra mig. Det er mit.

Sådan lyder ministeren uforbeholdne undskyldning til danskerne. Således står han ved, at han har udtalt sig upræcist over for både Information og TV2.

Balladen omkring Danmarks brug af lokale tolke i Afghanistan begyndte søndag, da TV2 Nyhederne søndag kunne afsløre, at forsvaret i syv tilfælde har brugt lokale tolke i Helmand i Afghanistan.

Hækkerup har ellers adskillige gange slået fast, at Danmark ikke bruger lokale tolke i Afghanistan og brugt det som argument imod, at de skal have asyl i Danmark.

Desuden er det kommet frem, at enkelte af de tolke, der blev brugt at danske soldater, ikke var fra et britisk firma, som hidtil oplyst, men derimod fra et amerikansk.

- Det er den anden sag inden for nogle få dage, hvor ministeren ikke fortalte sandheden, siger Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen, der sammen med Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen krævede svar.

Forsvarsministeren afviser dog, at han har talt usandt om det amerikanske firma:

- Ind til i går var jeg ikke klar over, at vi brugte tolke fra et amerikansk firma. Men nu er der sat en undersøgelse i gang, derefter finder vi ud af, hvad vi så skal gøre. Men det tager tid at finde svar på oplysningerne.

/ritzau/

Dagens Gossip