Nordkorea vil genåbne omstridt atomreaktor

Styret i Nordkorea vil genetablere driften af den atomreaktor, som landet i henhold til en international aftale lukkede i 2007.

Det meddeler det statslige nyhedsbureau, KCNA.

En talsmand for landets atomagentur siger, at atomreaktoren vil blive anvendt både til civile og militære formål.

Nordkorea forpligtede sig under sekspartsforhandlinger i februar 2007 til at lukke Yongbyon-reaktoren mod at få flere former for international bistand.

De seneste uger er spændingerne mellem Nordkorea på den ene side og Sydkora og USA på den anden, taget til. Nordkorea har fremsat flere trusler om angreb på amerikanske baser i Stillehavet.

USA har svaret igen ved at optrappe sin militære tilstedeværelse i regionen. Senest har den amerikanske flåde indsat en destroyer ud for Sydkoreas kyst

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip