Novo Nordisk rammes af insulin-nedtur

Novo Nordisk står til en øretæve af de store, når det danske aktiemarked åbner mandag, vurderer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Selskabets næste insuliner - det langtidsvirkende Tresiba og insulinmixet Ryzodeg - kommer alligevel ikke på markedet i USA i år, fordi den amerikanske lægemiddelstyrelse ønsker yderligere data fra et dedikeret hjerte-kar-studie af insulinerne.

- Hvis det var Ludo det her, så er den væsentligste brik, som Novo allermest brændende ønsker sig i mål, netop slået hjem, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Han peger på, at det amerikanske insulinmarked udgør 65 milliarder kroner ud af et samlet verdensmarked på 106 milliarder kroner.

Imidlertid må Novo Nordisk nu væbne sig med en del tålmodighed.

- Et bud kunne være, at det formentlig vil forsinke Tresiba og Ryzodeg på det amerikanske marked med omkring tre år. Det kan være mere eller mindre, alt efter hvilke data FDA ønsker, siger Søren Løntoft Hansen.

Forsinkelsen betyder ikke mindst, at Novos konkurrenter får lejlighed til at presse selskabet.

- Det sætter Novo Nordisk noget bagud i forhold til Sanofi. Sanofi vil nu kunne manifestere sin position på det amerikanske marked, siger Søren Løntoft Hansen.

Netop Tresiba og Ryzodeg var ellers udpeget som Novos næste vækstmotor. Topchef Lars Rebien Sørensen har ikke lagt skjul på, at det er Novos ambition på sigt at vippe verdens bedst sælgende insulin, Sanofis Lantus, af pinden.

Lantus solgte sidste år for cirka fem milliarder euro. Derfor vil aktiemarkedets reaktion også blive markant spår Søren Løntoft Hansen:

- Det bliver en markant nedgang - en syngende kurslussing. Jeg kan ikke sætte procenter på, men det bliver markant for det har så mange implikationer for Novo.

/ritzau/

 

Dagens Gossip