Nu skal kidnapperen for retten

Den hovedmistænkte i bortførelsen af tre kvinder i Cleveland bliver torsdag fremstillet i retten i Ohio, tre dage efter kvindernes dramatiske redning.

Ariel Castro, der er tidligere buschauffør, er sigtet for fire tilfælde af kidnapning samt tre tilfælde af voldtægt mod den 27-årig Amanda Berry, 23-årig Gina DeJesus og den 32-årige Michele Knight.

To af kvinderne er genforenet med deres familier, mens den tredje stadig er i behandling.

Ariel Catros brødre, der i første omgang blev anholdt, er løsladt. Ifølge politiet er der ingen beviser for, at de er involveret i sagen.

Politiet i storbyen Cleveland, som ligger i den amerikanske delstat Ohio, har indsamlet store mængder bevismateriale fra den 52-åriges hus, som politiet betegner som "noget af et rod".

Kvinderne var ifølge politiet lænket med reb og kæder i forskellige værelser i Castros toetagers bolig på Seymour Avenue i en af industribyen Clevelands mere ydmyge kvarterer, der domineres af folk med lave indkomster.

Kvinderne har selv fortalt, at de ikke har været ude af huset i de sidste 10 år.

- De var ikke i det samme rum, men de kendte hinandens eksistens, siger politichef Ed Tomba, Cleveland Politi.

Naboerne kendte den 52-årige Ariel Castro som en musikglad fyr, der slappede af ved at rode med biler og motorcykler i sin baghave i fritiden. Men nu hævdes det også, at han i årevis misbrugte og tæskede sin tidligere kone samt sine børn.

Castro stammer fra en stor familie, der efter Anden Verdenskrig forlod Puerto Rico og slog sig ned i Ohio.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip