Nu vil svenskerne straffe dyresex med fængsel

Den svenske regering fremlægger et længe ventet forslag om et forbud mod at have sex med dyr, oplyser Sveriges Radio.

I dag omfatter den svenske dyrebeskyttelseslov kun forbud mod at udsætte dyr for lidelser. Men det kan være svært at bevise, og forbuddet mod at dyrke sex med dyr har længe været efterspurgt af den svenske opposition.

Regeringen har imidlertid tøvet med et forbud, da den ventede på en rapport fra en høring på området.

- Vi foreslår et forbud mod seksuelle overgreb mod dyr. Forbuddet er efterspurgt af mange dyreejere og også af det svenske folk, siger den svenske landbrugsminister Eskil Erlandsson.

Straffen for at bryde den nye lov bliver ifølge forslaget bøder eller fængsel op til to år.

Selv om der tidligere har været debat om et forbud i Danmark, er dyresex stadig tilladt herhjemme.

/ritzau/TT

 

Dagens Gossip