Ny dom fra Fanø: OK at sende grafiker ud som gadefejer

Fanø Kommune vinder principiel sag om seniorjobs og får medhold i, at det er ok at sætte højtuddannede i seniorjob til at feje gader.

Det oplyser TV SYD tirsdag.

Det er Beskæftigelsesankenævnet, der truffet afgørelse i en sag, der blev rejst af den 58-årige grafiske designer Anne-Mette Lehmann fra Nordby og fagforbundet Prosa.

I sensommeren blev Anne-Mette Lehmann tilbudt et seniorjob af Fanø Kommune, hvor hun trods sin uddannelse som grafisk designer skulle rense busskure, samle skrald op og feje gader, oplyser TV SYD.

Fagforbundet og Anne-Mette Lehmann fandt det forkasteligt og mente, at kommunen brød loven ved at tilbyde hende et job, hun var overkvalificeret til.

Samtidig frygtede Prosa, at kommunens tilbud kunne underminere seniorjob-ordningen. Kommunerne skal tilbyde seniorjobs til ledige, der er tæt på efterlønsalderen.

I afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet hedder det blandt andet:

"Kommunen fastlægger indholdet af seniorjobbet under hensyntagen til vedkommendes forudsætninger og interesser, men kommunen er ikke forpligtet til at tilbyde ansættelser på bestemte områder."

 

Dagens Gossip