Ny politidirektør vil se på de små sager

København fik fredag en ny politidirektør. 47-årige Thorkild Fogde afløser Johan Reimann som øverste chef i Københavns Politi.

Og den nye politidirektør har som ambition, at politiet bliver mere synligt i hovedstaden.

- Vi skal være københavnernes politi. Vi skal være synlige i hverdagen og også tage os af de små sager, siger Thorkild Fogde til TV2 News.

Thorkild Fogde har i sin tid som politichef i Rigspolitiet stået i spidsen for en lang række besparelser, der blandt andet gik hårdt ud over antal politihunde og motorcykler.

Men han understreger, at der ikke vil blive skåret i antallet af betjente hos Københavns Politi.

- Københavnerne har krav på et stærkt politi. Der er nogle udfordringer i København, som andre danske byer ikke har, siger Thorkild Fogde.

Bandekriminalitet i hovedstaden bliver et af hovedpunkterne på den nye politichefs dagsorden.

- Bandekriminalitet er et problem i København og andre store danske byer. Jeg synes generelt, at politiet har haft et godt greb om det i 2012. Men det er klart, at det er noget, vi kommer til at arbejde med også i de kommende år.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), glæder sig over, at valget er faldet på Thorkild Fogde.

- Fogde var en dygtig chef i Justitsministeriet, da jeg var minister, og han har siden gjort et godt arbejde som politidirektør i Nordsjællands Politi og Rigspolitet. Han er den helt rigtige mand til jobbet, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

- Jeg byder Thorkild Fogde velkommen som politidirektør i København. Jeg er sikker på, at med Thorkild Fogde vil det gode samarbejde med rådhuset fortsætte. Et samarbejde som både hans forgænger og jeg har lagt stor vægt på.

Tidligere har Thorkild Fogde som nævnt været politidirektør i Nordsjælland. Og før da har han gjort karriere i Justitsministeriet, hvor han blev afdelingschef.

/ritzau/

 

Dagens Gossip