Ny reportageserie på TV 2: De forsvarer Danmarks kriminelle

Nu kan du komme med inden for i landets arresthuse og retssale og følge de tre erfarne forsvarsadvokater Mette Grith Stage, Gitte Juul Jensen og Hugo Steinmetz, der kæmper for en retfærdig rettergang. TV 2 følger dem i deres daglige arbejde i en ny reportageserie "Forsvar", når de skal forsvare klienter sigtet for alt fra tyveri over narkobesiddelse til mord.

I otte afsnit giver "Forsvar" et sjældent indblik i, hvordan det danske retssystem fungerer, og hvordan livet som forsvarsadvokat i virkeligheden er. Seerne er med på sidelinjen helt fra forberedelserne med klienten, arresthuset og til retssalen.

TV 2 møder de mennesker, der er under anklage - også i det kritiske øjeblik, hvor dommen skal falde.

Kendte straffesager

I ”Forsvar” får seerne en ny vinkel på nogle af de store sager, som har haft mediernes bevågenhed. Blandt andet følger serien Mette Grith Stage, der skal forsvare ejeren af fyrværkerifabrikken i Seest, der i 2004 sprang i luften i en eksplosion, som kostede en brandmand livet. Som forsvarsadvokat i denne sag er Mette Grith Stage med til at skrive retshistorie, da der ikke tidligere har været lignende sager i Danmark.

Seerne kommer også helt tæt på en af Danmarks mest omtalte voldtægtssager - gruppevoldtægten på Fredericia Banegård. Efter flere års kamp for at bevise de unge drenges uskyld skal det sidste slag slås for et rimeligt erstatningsbeløb for drengene, der uretmæssigt blev stemplet som voldtægtsforbrydere. Også Danmarks dyreste retssag, ”Den store Rockersag”, og sagen om SM-drabet bliver fulgt tæt i serien.

"Forsvar" har premiere på TV 2 den 21. februar klokken 20.50.

Dagens Gossip