Nye målinger kan afsløre hospital-forgiftning

I den mystiske sag om forgiftede ansatte på Bornholms Hospital fortsætter myndighederne torsdag jagten på kilden.

- I dag går vi i gang med nogle målinger for andre ting, end vi har gjort tidligere, siger hospitalsdirektør Kurt Espersen.

- Så må vi se, om det giver et resultat, fortsætter han.

Det er et rådgivende ingeniørfirma, som står for det praktiske arbejde med at afsløre, hvorfor sygeplejersker og håndværkere er blevet syge.

Onsdag holdt hospitalet møde med flere forskellige myndigheder om den mystiske sag, og her aftalte man en strategi for den videre indsats, oplyser direktøren.

I alt har 10 personer vist symptomer på at være forgiftede.

- Ingen er blevet livstruende syge, men flere er påvirkede af forgiftningen, siger hospitalsdirektør Kurt Espersen.

Nogle har været fløjet til behandling i København.

At patienter ikke har været blandt de forgiftede skyldes, at de kun opholder sig i ganske kort tid i akutmodtagelsen.

Problemet findes dels på intensivafdelingen og dels i akutmodtagelsen. Afdelingen er blevet lukket og flyttet til et andet sted på hospitalet.

Teorien er, at forgiftningen kan skyldes en eller anden gasart, som stammer fra enten ventilations- eller kloaksystemet.

Dagens Gossip