Øjenvidne: Mænd skød vildt mod politiet

Fra sit vindue på tredje sal kunne 29-årige Andrew Kitzenburg overvære en regulær skudduel mellem to unge mænd og adskillige politifolk. Skudduellen fandt sted i den amerikanske byen Watertown, der er en forstad vest for storbyen Boston.

Det skriver New York Times' netavis.

- To spinkle unge mænd stod bag ved en sort Mercedes og skød mod politiet. Betjentene og mændene stod 70 meter fra hinanden og skød konstant, siger Andrew Kitzenburg til New York Times.

Sent torsdag aften mistede en politimand på Boston-universitetet MIT livet, da han blev skudt på universitetets område. Politiet har arresteret en mistænkt og leder efter endnu en, men om det har forbindelse med skyderierne, er endnu uvist.

De to unge mænd havde også sprængstoffer på sig i kampen mod politiet.

- De to pistolmænd havde en stor bombe. Midt under ildkampen med politiet tændte de den og smed den. Den eksploderede, siger Andrew Kitzenburg og tilføjer:

- En af de unge mænd løb hen mod politiet. Han blev tacklet, men det var svært at se, om han var blevet skudt.

Den anden mand stak herefter af i den sorte Mercedes ifølge øjenvidnet.

Det er altså uvist, om de mistænkte har forbindelse til skyderiet ved Massachusetts University of Technology (MIT) sent torsdag lokal tid, hvor en politimand blev dræbt eller til bombeeksplosionerne ved Boston Marathon i mandags, hvor tre personer omkom.

Tidligere torsdag offentliggjorde forbundspolitiet, FBI, fotografier af to mænd, som mistænkes for at stå bag angrebet.

/ritzau/

Dagens Gossip