Per Ørum starter nyt parti

Det er mindre end én måned siden, at Per Ørum Jørgensen forlod posten som formand for Kristendemokraterne og dermed gik ud af dansk politik.

Nu er 41-årige Per Ørum - som også har en fortid i Det Konservative Folkeparti - så tilbage igen, og denne gang med et nystartet parti: Det Demokratiske Parti.

- Målsætningen er at komme i Folketinget. Det må tage den tid, det tager, siger Per Ørum Jørgensen om nystiftelsen til dr.dk.

- Det ville være nemmere for mig at gå ind i de etablerede partier, det er der slet ikke tvivl om. Men jeg skal have mig selv med i det, tilføjer han.

Han stifter først og fremmest partiet Det Demokratiske Parti for at kunne stille op til Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget i 2013.

Som formand for Kristendemokraterne talte Per Ørum primært Udkantsdanmarks sag blandt andet med fokus på sygehuse og motorveje i det vestjyske.

- Jeg er glad for København og har været der i syv år. Målet er, at vi skal være et landsdækkende parti, siger Per Ørum Jørgensen.

Hans nye parti er social borgerligt, lyder det.

- Vi er et centrum-højre-parti og vil være en del af en blå blok. Alle er optaget af reformer og nedskæringer, men den største udfordring er de danskere, der er ramt af fattigdom, misbrugsproblemer, stress og psykiske lidelser, siger Per Ørum Jørgensen.

- Vi har vores berettigelse i at have et helt klart fokus på det medmenneskelige, tilføjer han.

Ansøgningen er sendt til Valgnævnet for at få partinavnet godkendt, og man kan allerede nu melde sig ind i Det Demokratiske Parti.

Per Ørum Jørgensen er tidligere folketingsmedlem for De Konservative, men valgte i foråret 2010 at forlade partiet og blive løsgænger efter at have taget orlov fra Folketinget, fordi han havde hørt spirituskørsel.

I sommeren 2010 meldte Per Ørum sig ind i Kristendemokraterne, som han blive formand for i 2011.

Dagens Gossip