Ordførere undres: Hvorfor afviser ledige lavtlønsjob?

45 ledige 3F'ere bør ikke afvise at tage et job til mindstelønnen for at lægge fortove i Aarhus, så jobbet i stedet går til polakker. 3F bør hellere forhandle en bedre overenskomst, hvis de ledige er utilfredse.

Det siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen til, at Aarhus Kommune hyrer polakker til mindsteløn på 125 kroner i timen, som danske ledige ikke vil arbejde for.

- De er ikke interesseret i at arbejde til den løn. De 125 kroner i timen kan en dansker jo ikke leve af, forklarer 3F's faglige sekretær Niels Eliasen fra 3F's Anlæg og Byg i Aarhus til Morgenavisen Jyllands-Posten.

3F'ernes uvilje undrer Leif Lahn Jensen.

- Jeg forstår ikke, at man ikke vil have arbejdet, hvis arbejdspladsen har en god, ordinær overenskomst efter danske forhold. Man kunne enten tage arbejdet eller forsøge at få lønnen hævet ved de kommende overenskomstforhandlinger, siger Leif Lahn Jensen.

Han tror ikke, at mange danske ledige afviser at tage job til mindstelønnen på 125 kroner i timen. Sidste år viste en undersøgelse, at et par hundrede tusinde danskere arbejder for mindstelønnen, påpeger han.

De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, frygter for velfærdssamfundet, hvis danske ledige ikke vil tage de job, som polakker tager og sender penge ud af landet.

- Velfærdssamfundet kan kun hænge sammen, hvis vi er mange nok til at finansiere velfærden. Det kan ikke hænge sammen, hvis denne tendens forstærkes. Så bliver store dele af det danske arbejdsmarked betjent af østeuropæere, siger Nadeem Farooq.

- Det overflødiggør dansk arbejdskraft især i lavtlønsjob. Så kommer hele velfærdssamfundet under pres. Det handler både om ret og pligt til at tage job og velfærdens fremtid, siger De Radikales arbejdsmarkedsordfører.

/ritzau/

 

Dagens Gossip