Oslo: Ingen ny anholdelse i bombesag

Politiet i Oslo iværksatte onsdag morgen en aktion mod en ny lejlighed i bydelen Lambertseter i Oslo i jagten på en mulig bombemand, der lidt efter midnat onsdag truede med at sprænge Stortinget i luften.

Ingen er dog blevet anholdt, oplyser nyhedsbureauet NTB.

- Vi har ikke anholdt nogen eller foretaget nogen beslaglæggelser, men vi har fulgt op på et af mange spor, siger indsatsleder Arve Røtterud til NTB på stedet.

Politiet i Oslo anholdt ellers tidligt onsdag morgen en person i samme område, som man formodede stod bag truslerne. Han var iført en skudsikker vest og medbragte en "tung" taske, fortalte et vidne. Men han er nu renset i sagen og løsladt igen.

Derfor leder politiet nu efter en ny mistænkt mulig gerningsmand.

- Vi har fulgt nogle andre spor, og vi ser resultatet af det nu. Vi har sat ind på Lambertseter, men kan ikke konkretisere det foreløbig, siger Martine Laeng fra kommunikationsafdelingen i Oslo politidistrikt.

Politiet har nu fjernet spærringerne i gaderne rundt om Stortinget, og trafikken går igen normalt. Men Stortinget er stadig omringet af væbnet politi. Det norske politi understreger dog, at det er helt sikkert at færdes i Oslo centrum.

- Der er ingen grund til at råde folk til at holde sig uden for Oslo centrum, siger Martine Laeng.

- Politiet opfordrer folk til at forholde sig normalt og gå på job, som de plejer, skriver politiet på Twitter.

Dramaet begyndte ved 22-tiden tirsdag aften, da en person på en bus overhørte en mand fremsætte trusler. Blandt andet om at sprænge parlamentsbygningen i luften.

Det norske politi arbejder med flere spor i sagen.

- Vi bruger det, vi har af tilgængeligt mandskab, både efterforskere og beredskabsgrupper. Vi tager det her meget alvorligt, og der er fortsat vagthold rundt om Stortinget, siger operationsleder André Kråkenes fra Oslo politidistrikt.

Ifølge dittOslo.no er også Oslo rådhus under overvågning og alle, der vil ind i bygningen, skal vise legitimation.

/ritzau/

 

Dagens Gossip