Otte mistænkes for skud i Skovlunde og Herlev

Med anholdelsen af otte unge mænd mellem 15 og 26 år mener Københavns Vestegns Politi at have fundet gerningsmændene til to skyderier i Skovlunde og Herlev i begyndelsen af marts. De otte er nu sigtet for drabsforsøg.

Mændene er alle fra bandegrupperingen VHK (Værebros Hårde Kerne). Over halvdelen af dem er under 18 år.

De blev anholdt under torsdagens store politiaktion, der foregik på hele Sjælland. På vestegnen slog politiet til mod 13 banderelaterede steder i Herlev, Bagsværd, Ballerup og Hvidovre.

Ingen blev tilsyneladende ramt ved skudepisoderne i Skovlunde og Herlev, der fandt sted den 3. og 4. marts, men de otte mænd er alligevel sigtet for drabsforsøg.

På Bybuen i Skovlunde den 3. marts ramte skud en butiksbygning og en borgers vindue.

Dagen efter blev der skudt ved Dildhaven i Herlev.

- Vi har stille og roligt i forbindelse med vores efterforskning fundet frem til, at det efter vores mening er de personer, der har gjort det. Så må vi se, hvad dommeren siger, siger efterforskningsleder Carsten Jansson, Københavns Vestegns Politi.

De otte fremstilles fredag i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, hvor politiet kræver dem varetægtsfængslet.

I løbet af fredagen vil 11 andre rockere og bandefolk komme for en dommer, fordi de er sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Ni mænd fra rockergruppen Bandidos blev under politiaktionen anholdt og sigtet for at være i besiddelse af skydeklare våben i klubhuse i Hvidovre og Ballerup.

Også to bandefolk fra VHK kræves varetægtsfængslet efter fund af en pistol i gruppens klubhus ved Værebro.

Allerede torsdag blev to mænd på 19 og 20 år, der også blev anholdt ved politiaktionen, fængslet for omfattende hashhandel i Skovlunde. De er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger for handlen, der foregik ud ad et vindue i en lejlighed.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV