Over 5600 virksomheder gik konkurs

Der blev lukket og slukket for næsten 500 virksomheder i snit hver måned sidste år.

I alt bød 2012 på 5634 konkurser. En lys prik i mørket er dog, at tallet er 10 konkurser lavere end 2011, og at konkurserne ramte lidt færre ansatte.

Det viser en opgørelse fra Dansk Erhverv og Experian, som leverer kreditinformation og økonomiske data.

Til sammenligning lå konkurstallet i Danmark på 2500 om året i 2002-2003, som også blev kaldt krisetid på grund af it-boblen og angrebet på USA 11. september 2001.

I Danmark blev der sidste år drejet flest nøgler om i hovedstaden og i Sydjylland. Værst gik det ud over landbrug og detailhandel.

Og nogen bedring står ikke lige for døren, mener Experians kommunikationsdirektør Kim Bach.

- Ser vi på de aktuelle regnskabstal for 2012, må vi samtidig forudse, at det høje niveau vil bide sig fast et godt stykke ind i 2013, siger han i pressemeddelelse.

Dansk Erhverv ser heller ikke lyst på fremtiden. Konkursudviklingen reagerer typisk med en vis forsinkelse, påpeger cheføkonom Bo Sandberg.

- Derfor vil selv en eventuel begyndende økonomisk fremgang i 2013 næppe slå igennem i antallet af konkurser i 2013, siger han.

Ifølge Bo Sandberg er Sydjylland blevet trukket ned af, at den tyske økonomi har tabt fart. Det rammer danske underleverandører. Samtidig er den sydjyske detailhandel presset af en voksende grænsehandel.

Cheføkonomen fra Dansk Erhverv mener, at årsagen til de lidt flere konkurser i hovedstadsområdet er problemerne i finanssektoren og dele af den øvrige servicesektor.

Konkurserne i Danmark ramte 17.000 ansatte sidste år. Det er 2000 færre end året før.

/ritzau/

 

Dagens Gossip