Overfyldte hospitaler giver flere fejl

Der er stor risiko for at få den forkerte medicin eller den forkerte behandling, hvis man er indlagt på en overfyldt sygehusafdeling. I hvert fald hvis man spørger patienterne, skriver Jyllands-Posten.

Knap hver femte patient oplever fejl, når der er flere patienter, end der er sengepladser. Til sammenligning er det kun hver 10. patient, når der er en sengeplads til alle, viser en ny undersøgelse.

- Det har store konsekvenser for patienterne, for det kan sagtens være fejl, som forværrer deres tilstand eller i hvert fald udsætter deres bedring, siger Morten Freil, direktør for Danske Patienter, til Jyllands-Posten.

Patientforeningen har med udgangspunkt i 31 medicinske afdelinger sammenlignet belægningsprocenter med oplevelsen af antallet af fejl, som er indsamlet af Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP).

Af de 31 undersøgte afdelinger, som omfatter godt 4200 patienter, havde hovedparten - nemlig 19 - på årsbasis i 2012 en belægning på mere end 100 procent.

- På de overbelagte afdelinger oplever hver femte patient fejl, mens det kun er hver 10. på afdelinger, hvor belægningen er mere normal. Så undersøgelsen viser jo sort på hvidt, at holder man en rimelig belægning, kan man holde antallet af fejl nede, mener Morten Freil.

Lægerne er ikke overraskede over, at mange patienter oplever fejl på de fyldte sygehuse.

- Det stemmer godt overens med den måde, som personalet oplever det på. Når man kommer op på belægningsprocenter og flere patienter, end man har normering til, er risikoen for fejl større, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, til Jyllands-Posten.

- Hvilke fejl der bliver begået, siger undersøgelsen ikke noget om. Men ofte er det nok forkert medicin til den syge, vurderer Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip