Par i sommerhus vækket i nat: Der var ild under sengen og hus i flammer

Arkivfoto.

Et par i et sommerhus i Fårevejle blev vækket i nat på en aldeles ubehagelig måde.

Parret overnattede i sommerhuset på Følfodvej ved Fårevejle, og ved 2-tiden blev den 38-årige mand vækket ved at huset brændte.

Da han slog øjnene op var der røg i soveværelset og ild under sengen.

Både han og en 35-årig kvinde kom hurtigt ud af sengen og fik den ene af parrets hunde med ud, hvorefter de løb efter hjælp hos en nabo.

Parret blev kørt på sygehuset til observation for røgforgiftning, mens den anden af hundene omkom under branden.

Ilden er formentlig opstået i forbindelse med brændeovnen.

Manden havde nemlig før de gik i seng lagt brænde på, men politiet skal nu undersøge de nærmere omstændigheder.

Sommerhuset er helt nedbrændt.

Dagens Gossip