Parti: Mugabe vinder 75 procent af stemmerne

Præsident Robert Mugabe vil vinde op til 75 procent af stemmerne ved præsidentvalget i Zimbabwe, lyder meldingen fra Mugabes parti, Zanu-PF, fredag.

Således vil den erfarne præsident blæse sin rival, den 61-årige oppositionsleder Morgan Tsvangirai og hans Bevægelse for Demokratisk Forandring, af banen, hvis Zanu-PF's prognoser holder stik.

- Det er forudsigelsen, at præsidenten sandsynligvis vil få 70 til 75 procent, siger talsmand for Zanu-PF, Rugare Gumbo, til nyhedsbureauet AFP.

Gumbo tilføjer, at de tidlige prognoser viser en stærk føring til den 89-årige veteran.

Officielle resultater fra onsdagens præsident- og parlamentsvalg er endnu ikke frigivet, men Gumbo siger, at målinger fra en håndfuld valgsteder viser ikke mindre end en jordskredssejr til Mugabe.

- Det er den fornemmelse, jeg har ud fra, hvad jeg ser fra forskellige steder, siger han.

Gumbo er ligeledes overbevist om, at partiet med Mugabe i front vil få to tredjedele flertal i nationalforsamlingen, der huser 210 pladser.

- Vi kan ikke få mindre end 130 til 140 pladser. Jeg er sikker på, at det vil ligge deromkring. Jeg tror, at vi kommer til at få omkring to tredjedele flertal, siger talsmanden.

Det er tredje gang, at Morgan Tsvangirai forsøger at besejre den aldrende Mugabe, der gennem 33 år har ledet det uroplagede sydafrikanske land.

Tsvangirai har afvist alle tidligere påstande om valgets udfald og har i øvrigt kaldt præsidentvalget for "en kæmpe farce".

Zimbabwes valgkommission har endnu ikke udtalt sig i sagen, og det endelige resultat af optællingen af stemmesedler ventes først at foreligge på mandag.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip