Patienter: Nye medicin-tilskud er en byrde

Reglen om, at læger skal søge om tilskud til smertestillende medicin for hver enkelt patient, er så kompliceret, at nogle læger slet ikke får søgt tilskuddet.

Det kan have store konsekvenser for smertepatienterne, og reglen bør derfor ændres, vurderer afdelingsleder for Kvalitet og Politik i Danske Patienter Annette Wandel.

- Vi ved, at læger synes, at det er noget administrativt bøvl, så de processer skal under alle omstændigheder helt generelt lettes.

- Der er undersøgelser, der viser, at det for nogle læger gør, at de er mere tilbageholdende med at søge. Og det betyder i sidste ende, at man som patient ikke får den optimale medicin, siger hun til Ritzau.

I 2012 besluttede Sundhedsstyrelsen at fjerne tilskuddet til en lang række smertestillende lægemidler og indførte samtidig reglen om søgning af enkelttilskud til medicinen.

Beslutningen blev taget på baggrund af anbefalinger fra Medicintilskudsnævnet, der jævnligt vurderer medicintilskud.

Og som konsekvens har tusindvis af smertepatienter været nødsaget til at finde ny medicin, fordi de ikke længere kan få tilskud fra det offentlige til det lægemiddel, de hidtil har brugt.

Men søgningen efter ny medicin kan være lang og kompliceret. Og oveni det kan man ikke regne med at få tilskud til den, medmindre lægen får søgt enkelttilskud.

Ifølge Annette Wandel er det problematisk, fordi smertepatienter er en kompleks patientgruppe, der er afhængig af, at de får den optimale medicin.

- Ellers vil det betyde, at man skal leve med smerter. For nogle vil det betyde forlænget sygemelding, og for nogle betyder det, at de falder helt ud af arbejdsmarkedet, siger afdelingslederen og tilføjer:

- Smertepatienter er en meget belastet gruppe. De udgør en stor del af dem, der er langtidssygemeldte.

Annette Wandel påpeger samtidig, at det altid er vigtigt, at man får patientperspektivet med, når man revurderer tilskudsprocessen til komplekse patientgrupper som smertepatienter.

Patienterne ved nemlig bedst, hvor meget bivirkningerne ved en tilskudsændring påvirker dem, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip