Pensionsrabat kan koste danskerne dyrt

Regeringens tilbud om en skatterabat for kapitalpensioner kan udvikle sig til en dårlig forretning for tusindvis af kunder i de to store kundeejede pensionsselskaber PFA Pension og AP Pension. Det skriver Jyllands-Posten.

De to selskaber har tilsammen 600.000 kunder. Tilbuddet om straksbeskatningen indgår som et led i regeringens skattereform og ventes af Skat at ville indbringe 10 milliarder kroner til statskassen.

I modsætning til konkurrenterne rammes kunderne i de to selskaber af regeringens planer om også at beskatte de såkaldt ufordelte pensionsformuer.

I PFA Pension kan de negative konsekvenser af skatterabatten blive så store, at selskabet ifølge koncerndirektør Anne Broeng overvejer at fraråde kunderne at lade deres kapitalpensioner straksbeskatte, selvom man får en skatterabat på 2,7 procentpoint.

Problemet for PFA er, at selskabet har en særstatus for, hvad selskabet kalder "kollektiv kundekapital".

Denne store kollektive pengetank blev grundlagt i 2002 efter en økonomisk krise i selskabet.

Pengetanken er siden vokset til 12,5 milliarder kroner. Og de penge skal ifølge regeringsforslaget også straksbeskattes - beregnet ud fra størrelsen af hver enkelt pensionskundes opsparing.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) fastholder i en mail til Jyllands-Posten, at der efter ministeriets mening er tale om en "fair og rimelig fordeling af pengene i alle pensionsselskaber".

/ritzau/

 

Dagens Gossip