Pihl-konkurs trækker mindre firmaer med sig

Konkursen i entreprenørkoncernen E. Phil & Søn kan trække flere mindre byggefirmaer med sig i faldet. Det frygter man i bygge- og anlægsbranchen, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Det kan dog endnu ikke aflæses i de officielle statistikker, at især underentreprenører lider af eftervirkningerne af konkursen.

I september var der 46 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Det er færre end måneden før og samme måned sidste år. Og tallet ligger lige nu under det gennemsnitlige antal konkurser hen over hele 2013, skriver dagbladet.

- Mange af Pihls underentreprenører har penge til gode. Hvis man er presset i forvejen og i øvrigt har haft Pihl som en meget stor ordregiver, så kan det blive dråben, der får bægeret til at flyde over, siger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

- Det er imidlertid umuligt at sige noget seriøst om, hvor stort et antal firmaer, som kommer så alvorligt i klemme, at det medfører konkurs, og reaktionen vil næppe komme allerede i måneden efter Pihls konkurs, siger han til Licitationen.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i de første ni måneder af 2013 har været 514 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Det er fem procent færre end i den tilsvarende periode i 2012.

Det var en række byggeprojekter i udlandet, der knækkede halsen på det 126-årige byggefirma Pihl & Søn i slutningen af august, som indtil da var en af giganterne i dansk byggeri.

Byggefirmaet står bag en række prestigefulde projekter som Storebæltsbroen, Operaen og Skuespilhuset i København samt Danmarks nye nationalakvarium, Den Blå Planet.

/ritzau/

 

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip