Politibetjente føler sig hængt ud på nettet

Den Uafhængige Politiklagemyndighed smider detaljerede oplysninger på nettet, som gør det muligt for kolleger og andre at identificere betjente, som hverken er tiltalt eller dømt, lyder kritikken fra Politiforbundet.

Nu har betjentenes tillidsmænd fået nok af det, de kalder "en digital gabestok", skriver Avisen.dk.

- Det er for groft, for nu at sige det ligeud. Hvorfor ikke vente til sagen er afklaret? Det er jo ren Ekstra Bladet det her. Jeg forstår ikke behovet. Det overgår min forstand, siger Claus Oxfeldt, nyvalgt formand for Politiforbundet, til Avisen.dk.

Kritikken kommer efter, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed har besluttet at efterforske, om en hårdhændet anholdelse, der har skabt overskrifter på flere netaviser, er politivold eller ej.

Anholdelsen blev optaget på video af den anholdtes ven og delt på de sociale medier. Indtil nu er videoen blevet set over 130.000 gange.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har kun halvandet år på bagen og blev sat i verden for at undgå, at politiet undersøger sig selv i sager om for eksempel politivold.

Årsagen til Politiforbundets forargelse er de pressemeddelelser, som myndigheden udgiver, når de beslutter at undersøge en sag nærmere.

Her kan man ofte finde både dato, adresse og klokkeslæt på de begivenheder, der undersøges.

Oplysninger, som gør det let for andre politifolk at identificere de involverede betjente. Deres retssikkerhed krænkes, fordi de hverken er tiltalt eller dømt, mener betjentenes fagforening.

- Vi er utilfredse med Den Uafhængige Politiklagemyndigheds næsten umættelige trang til at omtale igangværende sager på hjemmesiden. En politibetjent er lige som alle andre uskyldig, indtil det modsatte er bevist, lød kritikken fra tidligere formand Peter Ibsen på forbundets kongres sidst i maj.

Kirsten Dyrman, der er direktør for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, tager Politiforbundets kritik til efterretning, men understreger, at det ofte giver god mening at oplyse offentligheden om verserende sager.

- Vi har en endda ret stor forpligtelse til at være offentlige i det omfang, vi kan. Det er vores pligt at give borgerne indsigt i, hvilke sager vi beskæftiger os med, siger Kirsten Dyrman til Avisen.dk..

Hun understreger, at myndigheden gør sig umage for ikke at eksponere den enkelte betjent mere end højst nødvendigt.

- Jeg kan godt forstå, at det er ubehageligt. Vi kunne ikke drømme om at viderebringe oplysninger, der ville gøre, at hvem som helst kunne identificere den enkelte betjent. I et lille lukket system som politiets tror jeg i øvrigt, at mange i forvejen ved, hvem det drejer sig om, siger Kirsten Dyrman til Avisen.dk.

 

Dagens Gossip

Dagens TV