Politiet anholder 28 for produktion af hash

Københavns Politi har anholdt 28 personer i en stor aktion rettet mod organiseret produktion af joints i Københavns-området.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Aktionen kommer efter længere tids pres på området ved Christiania. Politiets Task Force Pusherstreet, TFP, har sat ekstra hårdt ind mod købere og sælgere af hash.

Bare i januar har politiet beslaglagt hash til en værdi på gaden til 17 millioner kroner.

- Det er en markant stigning i forhold til de første måneder, vi har været i gang i Task Force Pusherstreet, sagde lederen af TFP, vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen dengang.

Samlet har Task Forcen beslaglagt 14.879 joints i januar og i alt taget 132 kilo hash og 62 kilo skunk ud af pushernes hænder.

Hvis man antager at gennemsnitsprisen på både hash og skunk er 50 kroner per gram og en joint koster 50 kroner, svarer beslagets størrelse til omkring 17 million kroner.

Siden 1. september sidste år er 530 personer blevet sigtet for besiddelse eller salg af hash på eller i gaderne omkring Christiania. Det er omkring hver tredje, som politiet standser i området.

Den typiske sigtede er en mand mellem 18 og 30 år med dansk statsborgerskab, og i de fleste tilfælde bor de uden for Københavns Kommune. Kun 14 af de sigtede er kvinder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV