Politiet dropper retssag mod Syrienkrigere

Selv om den første sag mod de danske Syrien-krigere er faldet til jorden, så er SF's retsordfører Karina Lorentzen overbevist om, at PET arbejder videre og gør sig nogle erfaringer.

- At sagen smuldrer, betyder ikke, at den slags sager er opgivet. Jeg er overbevist om, at PET gør sig nogle erfaringer og finder ud af, hvordan de så angriber de her sager i fremtiden, siger hun.

Københavns Politi har opgivet den eneste kendte danske efterforskning, der direkte omhandler borgerkrigen i Syrien, skriver Berlingske.

Siden marts har politiet efterforsket den omstridte prædikant Abu Ahmed, moskeen Quba på Amager og foreningen Hjælp4Syrien.

Gentagne gange har justitsminister Morten Bødskov (S) og chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, ellers varslet en klapjagt på danskere, der involverer sig i krigen mod Syrien.

Morten Bødskov afviser over for avisen, at den manglende succes med politiets klapjagt betyder, at de danske Syrien-krigere har frit spil.

PET vurderer officielt, at mindst 65 personer har taget turen fra Danmark til Syrien for at gå i krig.

- Der er en reel risiko ved at tage til Syrien, hvis det kan bevises, at man har ladet sig hverve til noget, der er på kanten af terror. Det er fornuftigt nok, at justitsministeren sender det signal til unge mennesker, at der er en fare, siger Karina Lorentzen.

Ifølge chefanklager Dorit Borgaard, Københavns Politi, er det ikke i sig selv strafbart at tage til udlandet og slås i en krig.

- Det er strafbart, hvis man tager ned og tilslutter sig en terrororganisation. Men det kan være svært at bevise, da vi ikke kan tage til Syrien og foretage efterforskning. Det er en bevisbyrde, der er svært at løfte, siger hun til avisen.

/ritzau/

Dagens Gossip