Politikere vil finde job til Europas unge

Det er ikke længere redningspakker og krisehjælp til gældsplagede medlemslande og nødlidende banker, der står øverst på dagsordenen, når EU's 27 stats- og regeringschefer torsdag eftermiddag mødes til topmøde i Bruxelles.

Nu gælder det for EU-lederne om at hjælpe mennesker af kød og blod:

Omkring seks millioner unge europæere under 25 står uden arbejde, nu da recessionen har bidt sig fast efter næsten fem års krise.

- Jeg synes ikke, at det er retfærdigt, at det især er de unge, der skal betale gildet for noget, de selv ikke er skyld i, sagde den tyske forbundskansler, Angela Merkel, for nylig.

Hun er på valg til efteråret og har i næste uge selv indkaldt kolleger som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og EU's beskæftigelsesministre til en stor konference i Berlin om den rekordhøje ungdomsarbejdsløshed.

I Bruxelles satser Merkel og de andre EU-ledere torsdag på at få sat skub i hjælp til de unge, der kaldes Europas tabte generation.

I februar afsatte stats- og regeringscheferne seks milliarder euro (44,7 milliarder kroner) i EU's budget for 2014-2020 til et ungdomsbeskæftigelsesinitiativ med særlig hjælp til regioner med en ungdomsarbejdsløshed på over 25 procent.

De penge skal nu blive taget i brug allerede fra 1. januar 2014 og frem til 2016, omend de først kan flyde, når en igangværende budgetstrid mellem EU-Parlamentet og medlemslandene er løst.

Samtidig skal medlemslande, der nyder godt af det nye initiativ, inden årsskiftet være klar til at lancere ungdomsgarantier.

De går ud på at, unge maksimalt må gå ledige i fire måneder, før de får tilbudt et job, en uddannelse eller efteruddannelse.

Flere analytikere og politikere hæfter sig dog ved, at seks milliarder euro nærmest er et symbolsk beløb set i lyset af EU's størrelse og problemets omfang.

Og beskæftigelsespolitikken hører blandt medlemslandenes ansvarsområder - ikke unionens.

- Beskæftigelsesproblemet kan ikke kun blive løst ved hjælp af europæiske skattemidler. De enkelte lande må også bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden ved at tage fat på nødvendige struktur- og arbejdsmarkedsreformer, lyder det fra tyske regeringskilder.

Emilie Turunen, socialdemokratisk medlem af EU-Parlamentet, erkender, at EU ikke kan løse problemet på et topmøde:

- Jeg anerkender, at der er behov for arbejdsmarkedsreformer i nogle lande. Men det må altså ikke blive en undskyldning for ikke at gøre noget på EU-niveau.

/ritzau/

 

Dagens Gossip