Presset formand: Vi var blevet lockoutet

Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Gorm Leschly, forstår godt den utilfreds, der hersker blandt gymnasielærerne om den nye overenskomst, der blev indgået fredag.

Han mener imidlertid ikke, at GL kunne stå på egne ben i forhandlingerne.

- Hvis vi selv skulle være kørt af sted, ville vi være endt i en lockout, hvor vi bare var blevet pålagt en løsning, der grundlæggende ville være den samme, men markant ville være ringere, end den vi har fået nu, siger Gorm Leschly.

Fredag afviste Gymnasieskolernes Lærerforenings Repræsentantskab resultatet, hvor 105 stemte imod og 91 for. Ifølge Gorm Leschly er det et tegn på, at tillidsfolkene ikke er har været tilfredse med det forhandlingsforløb, der har været.

- Jeg opfatter det som en reaktion på den arrogante behandling, vi har været udsat for. Vi har jo haft vores egen forhandlinger, hvor vi ikke kunne få modparten til at fremlægge nogen papirer på, hvad det var, de ville, siger han og fortsætter:

- Det var først, da forhandlingerne kom på AC-bordet, at vi fik dem til at skrive noget ned.

Da GL indgik samarbejdsaftale med Akademikernes Centralorganisation (AC), havde foreningen mulighed for at få tilføjet en klausul, således at man kunne træde ud af aftalen, hvis resultatet var utilfredsstillende.

Det gjorde man ikke, så det er selvforskyldt, mener Gorm Leschly.

- Samme hovedbestyrelse og repræsentantskab valgte i sin tid at sige, at vi ikke vil lægge nogen klausul, så derfor sidder vi i en aftale, vi selv har stemt for. Man er stærk i fællesskab i stedet for at stå alene, siger Gorm Leschly.

Selv om det formentlig er formålsløst, vil formanden nu formelt kontakte AC for at blive løsrevet fra aftalen.

- Jeg tager repræsentantskabets beslutning til efterretning, men formelt kan man ikke komme ud af det, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip