Racisme-center: Skældud er forkasteligt

Det er forkasteligt at skælde børn ud med udgangspunkt i deres muslimske baggrund.

Sådan lyder det nu fra Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination (DRC), efter en skoleleder i Odense har skældt en flok drenge ud med ordene: 'Jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen'.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Man kan jo ikke hænge folk op på, at de har en bestemt tro eller afstamning. Hvis de opfører sig dumt, skal de selvfølgelig skældes ud, men ikke i forbindelse med, hvilken tro de har, siger centerleder på DRC, Niels-Erik Hansen til Newspaq.

Skolelederen er nu blevet politianmeldt af faderen til et af de udskældte børn.

Og Niels-Erik Hansen kan godt forstå, hvorfor faderen handler sådan.

- Det er vel udtryk for den frustration, som mange føler, når man gang på gang oplever at blive kollektivt hængt ud. Problemet er, at det her ikke er en overtrædelse af racismeparagraffen, siger Hansen.

En overtrædelse af racismeparagraffen indebærer, at man udbreder sit budskab offentligt.

Politiets jurister er nu i gang med at vurdere, om sagen skal for retten. De ser det ikke som en grov sag, men det kan være en skærpende omstændighed, at det bliver sagt til et barn af en voksen.

Skolederen har beklaget episoden, men hun mener ikke, hendes udtalelser var racistiske.

På DRC har man ofte set lignede episoder, hvor børn føler sig ramt på deres tro eller afstamning i skolemiljøer.

- Der må man sige fra. Undervisningsmiljøet skal være et helle. Der skal man ikke udsættes for den her slags overgreb, som det jo faktisk er. Det er et område, hvor vi skal kunne føle os trygge og lære, det er det, vi er der for, understreger Niels-Erik Hansen.

Den omtalte episode skete på Ejerslykkeskolen i Odense for 14 dage siden.

 

Dagens Gossip