Regeringens mål: Udsatte unge skal uddannes

Omkring 12.000 danske børn er anbragt uden for hjemmet, og for mange af de udsatte børn og unge er det svært at finde kræfterne til at tage en uddannelse.

I dag er det kun 36 procent af de udsatte børn og unge, der som 25-årige har gennemført en ungdomsuddannelse. Det vil regeringen nu ændre på.

Torsdag fremlægger social- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) regeringens 2020 plan på det sociale område.

- Målsætningen med de sociale 2020-mål er, at ingen mennesker, der er på kanten, må opgives. Og det, der er markant anderledes, er, at vi nu for første gang sætter sociale mål for børn og unge, som har været anbragt, siger Annette Vilhelmsen til Ritzau.

Et af de nye mål er, at der i 2020 er en andel på 50 procent af de udsatte børn og unge, der som 25-årige har gennemført en ungdomsuddannelse.

Børn og unge i udsatte familier er i markant højere risiko for at klare sig dårligere gennem hele livet end andre børn, og derfor skal der sættes tidligt ind over for de udsatte børn og unge, mener socialministeren.

- Vi skal sikre, at de initiativer, man tager, rent faktisk gør en forskel. Nu sætter vi et mål, vi er fokuserede og vi ønsker selvfølgelig at arbejde sammen med kommuner og fagprofessionelle folk om at få løst opgaven bedre, siger hun.

I 2012 var de samlede offentlige nettodriftsudgifter til udsatte børn og unge på 14,2 milliarder kroner. Ifølge Ritzaus oplysninger lægger regeringen ikke op til at øge bevillingerne for at indfri det nye sociale 2020-mål.

I stedet vil regeringen forsøge at skabe bedre resultater for de penge, som allerede er afsat.

- Vi skal sikre, at de initiativer, man tager, rent faktisk gør forskel, siger Annette Vilhelmsen.

Det er første gang, at regeringen fremlægger sociale 2020-mål for en række udsatte grupper. Torsdag ventes regeringen at præsentere andre mål for blandt andet færre hjemløse.

De nye sociale mål vil ifølge regeringen sikre en effekt og gøre en konkret forskel for de berørte borgere. I planen lægger regeringen op til at inddrage alle betydende aktører i arbejdet med at nå målene.

/ritzau/

 

Dagens Gossip