Region indfører totalt rygeforbud

Rygepausen sammen med kollegerne ude på parkeringspladsen eller i rygeskuret forsvinder fra stadig flere offentlige arbejdspladser.

Som den første region indfører Region Sjælland fra august et totalt rygeforbud, som betyder, at de 15.000 ansatte ikke længere må ryge, når de er på arbejde.

Først når de ved fyraften forlader arbejdspladsen, kan de hive tobakken frem.

- Selvfølgelig er der nogle, som føler, at de nye regler er et problem i forhold til deres rygevaner, men indtil videre har reaktionerne været minimale, siger HR-chef Marianne Evers.

Gennem de seneste par år har regionen haft en ordning, hvor de ansatte mod at forlænge arbejdsdagen kunne flekse ud for at ryge på udendørsarealerne.

Men reglen er ulige, fordi ikke alle ansatte, herunder sygeplejerskerne, har mulighed for at forlade deres job i utide.

- Samtidig har flere medarbejdere klaget over, at de var generet af den røg, der kunne sive ind af vinduerne, når kollegerne stod ude på den anden side og røg. Nu tager vi skridtet fuldt ud og indfører de samme regler for alle, siger Marianne Evers.

Også Region Midtjylland skærper reglerne, og det betyder, at Aarhus Universitetshospital fra 1. juni er blevet røgfrit. Ingen ansatte må ryge hverken ude eller inde.

Aarhus er den første kommune i landet, som har indført et totalt rygeforbud. Det skete 1. marts i år og medførte stor kritik fra flere medarbejdere.

Men ifølge Dorthe Laustsen (SF), som er rådmand for Sundhed og Omsorg, har hverdagen med røgfri arbejdstid indfundet sig uden større vanskeligheder.

- Alt i alt er det gået fint, og mig bekendt har der ikke været sager, hvor medarbejdere har overtrådt forbuddet. Men vi render jo heller ikke rundt og spiller politi, siger Dorthe Laustsen.

I Nordjylland har man dog ingen planer om flere stramninger på området. Det fortæller socialdemokraternes Ulla Astman, som er regionsrådsformand i Region Nordjylland, til DR Nordjylland.

- Umiddelbart har vi ikke planer om yderligere stramninger af det rygeforbud, som vi for nylig har indført, siger hun.

Aarhus-modellen har inspireret andre kommuner, herunder Helsingør, som indfører et lignende forbud fra nytår.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV