Rekordmange bandefolk rusker tremmer

Flere end hver femte af rocker- og bandemedlemmerne i Danmark er fængslede. Antallet har faktisk aldrig været højere, skriver Berlingske.

1647 personer figurerer på politiets seneste liste over rocker- og bandemedlemmer, og 362 af dem sidder i øjeblikket bag tremmer for drabsforsøg, narkohandel, vold, våbenbesiddelse og andre ugerninger.

Tallet dækker både over varetægtsfængslede, som afventer en mulig retssag, og dømte kriminelle, som afsoner en dom.

- Det er det højeste tal, vi nogensinde har haft, fortæller politiinspektør Michael Ask, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), til Berlingske.

- Det betyder ikke, at konflikten er slut, men det kan forhåbentligt give politiet et pusterum til dels at efterforske de mange uopklarede sager og til at arbejde mere præventivt i bandemiljøet sammen med nærpoliti og kommuner, tilføjer han.

Ifølge politiinspektøren har ordensmagten fået fat i nogle af "hovedspillerne" fra de forskellige kriminelle grupperinger. Det tilskriver han målrettede aktioner, og at politiet generelt har oprustet i kampen mod rockere og bander, lyder det.

Boligselskabet Lejerbo København, som blandt administrerer det belastede boligområde Mjølnerparken, er særdeles positive over for politiets forstærkede indsats mod banderne.

- Vi oplever, at folk, der ellers ikke vil eller tør tale med os, kommer frem, når ledende bandemedlemmer er væk. Det giver helt andre muligheder for boligsocialt arbejde, der er et vigtigt middel i kampen mod banderne, siger Erik Hyttel fra Lejerbo til Berlingske.

Der har siden nytår været ekstraordinært mange banderelaterede skyderier på åben gade i det storkøbenhavnske område.

På grund af den tilspidsede situation med den voldsomme kriminalitet i bander og i rockergrupper har rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg besluttet, at Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi skal have flere efterforskere.

/ritzau/

 

Dagens Gossip