Rige danskere oplyser selv om skattely

Rige danskere med penge i skattely er ved at kravle ud af busken. Derfor er der hemmelige skattemillioner på vej til Danmark, skriver dagbladet Børsen.

Frem til 30. juni kan personer med hemmelige formuer melde sig selv til Skat, betale deres mellemværende med skattemyndighederne og nøjes med en bøde på op til 60 procent af beløbet.

I advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, der har en af landets største skatteafdelinger, har man i øjeblikket over 50 sager med velhavere, der overvejer at melde sig til Skats amnestiordning.

Lederen af advokatfirmaet skatteafdeling Torben Bagge siger til Børsen, at der ikke er mange, der tror på, at bankhemmeligheden overlever mange år endnu.

- I Luxembourg har regeringen for eksempel ladet bankerne forstå, at det er et spørgsmål om tid.

- Og bankerne er i gang med at lade kunderne forstå, at de skal gøre et af to: I skal have pengene væk, eller også risikerer I, at vi kommer til at oplyse til myndighederne, at I har penge stående hos os, siger Torben Bagge til Børsen.

At de rige prøver at bjærge, hvad der bjærges kan, leverer Torben Bagge selv eksemplet på.

- Jeg ved positivt, at nogle simpelthen har hævet kontanter og flyttet flere millioner i en bil fra Luxembourg til Danmark, siger han til Børsen.

Advokaten tilføjer, at han "tror, der kommer en hel lavine af folk, der henvender sig til Skat, når fristen nærmer sig".

Som led i Skats amnestiordning kan man selv henvende sig frem til 30. juni og betale skat af den skjulte formue og slippe med en bøde på op til 60 procent af beløbet.

Finder Skat selv frem til de skjulte formuer, venter der ud over skatteregningen en tilsvarende bøde på 100 procent. Er skatteunddragelsen på over 250.000 kroner, straffes man desuden med fængsel.

/ritzau/

 

Dagens Gossip