Rigsarkiv-sag: Udsigt til lyndom i dag

En uventet tilståelse fra de to tiltalte mænd i sagen om dokumenttyveriet fra Rigsarkivet har trykket på speederen for en mulig dom over de to mænd på 47 og 53 år.

Dermed kan der allerede falde dom fredag i sagen om danmarkshistoriens hidtil største tyveri af uerstatteligt historisk materiale fra Rigsarkiv et og det tidligere Landsarkivet for Sjælland.

- Det er ikke en urealistisk tanke, at vi kan ende med at få afsagt dom i dag, sagde retsformand Marianne Madsen, inden tilhørere, tiltalte og jurister gik til middagspause.

Der var oprindeligt planlagt fem retsdage i sagen om dokumenttyveriet fra Rigsarkivet.

Men første retsdag er foregået så gnidningsløst, at dommeren også valgte at aflyse de planlagte vidneafhøringer.

Viljen til samarbejde fra de to tiltalte mænd kommer bag på sagens anklager Kristoffer Petersen.

- Udviklingen er overraskende. De tiltalte begyndte først at samarbejde i midten af sidste uge, fortæller Kristoffer Petersen til Ritzau.

Han vil dog ikke fortælle, hvilken straf han har tænkt sig at kræve.

De to mænd erkendte fredag at have smuglet 1045 arkivalier ud af det tidligere Landsarkivet Sjælland, der nu hører under Rigsarkivet.

Mændene er desuden tiltalt for overtrædelse af våbenloven, fordi de har ligget inde med en større samling af ikke-funktionsduelige våben fra Anden Verdenskrig. Det punkt erkendte de to tiltalte også.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV