Riis klapper i om doping: Fortsætter på tavshedens sti

Mandagens helt store danske Tour de France-drama foregik i startbyen Ajaccio, hvor Saxo-Tinkoff-bossen Bjarne Riis stillede sig op for at svare på journalisternes spørgsmål.

Men det var nu ikke meget, den danske holdejer havde at sige til beskyldningerne fra Tyler Hamilton, der udkom med en bog sidste år.

Her skriver amerikaneren, at det var Riis, der stod for introduktionen mellem Hamilton og lægen Eufemiano Fuentes, som hjalp Hamilton med at dope sig.

Og Riis ønskede heller ikke at kommentere andre dopingnyheder fra det seneste halve år, hvor flere tidligere Riis-ryttere har indrømmet, at de har været dopet, mens de har kørt under Riis.

Riis ankom først til Tour de France søndag, og mandag formiddag blev han så spurgt, om han har tænkt over alle de mange dopingindrømmelser, tidligere Riis-ryttere er kommet med.

- Selvfølgelig har jeg tænkt over det. Men jeg har ikke andet at sige end, at jeg ved, der foregår nogle undersøgelser i Danmark. Anti Doping Danmark har nogle undersøgelser i gang, og dem respekterer jeg.

Riis blev spurgt, om han var overrasket, men han gentog, at han ikke ville kommentere, så længe undersøgelserne var i gang.

Og Riis ønskede heller ikke at svare på, om han selv var blevet indkaldt hos Anti Doping Danmark, der er i gang med en stor undersøgelse efter blandt andet Michael Rasmussens omfattende forklaring om sin karriere.

Rasmussen har blandt andet indrømmet, at han var dopet, mens han kørte hos Riis.

Bjarne Riis siger, at han står til rådighed, hvis antidopingmyndighederne vil tale med ham, men han vil ikke kommentere, om han er blevet indkaldt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip