Rocker-bedemanden lukker butikken

Sønderborg-bedemanden Lars Jensen har lukket sin forretning Begravelseskassen og fritstillet personalet. Forretningen er efterfølgende blevet overtaget af en tidligere ansat, skriver flere medier.

Lars Jensen stod i efteråret frem og forlangte, at rockergruppen Hells Angels forbydes. Lars Jensen står bag foreningen med navnet "Forbyd Hells Angels".

Lars Jensen er tidligere medlem af Hells Angels, men for ni år siden brød han med gruppen, hvor han på det tidspunkt havde status af prøvemedlem.

Før jul stod Lars Jensen frem og hævdede, at rockerne vil ham til livs, og at han har været udsat for drabsforsøg.

Bedemandsforretningen bliver nu overtaget af Jens-Jørn Lemvig Thomsen. Begravelseskassen kørte under Lars Jensen efter et abonnementskoncept, hvor man indbetalte 79 kroner om måneden.

Efter et års medlemskab var man sikret retten til at få betalt sin begravelse, og efter 25 års medlemskab slap man for at betale.

- Jeg har været med fra Begravelseskassens første dag. Det er et fantastisk koncept. Den turbolens, der har været, må ikke på nogen måde gå ud over begravelseskassen og dens medlemmer, siger den nye ejer ifølge Sønderborgnyt.dk.

- Derfor har jeg købt selskabet, og ingen må være i tvivl om, at vi fortsat lever op til alle de fordele, der gjorde, at de flere hundrede medlemmer i sin tid valgte at blive medlem, siger Jens-Jørn Lemvig Thomsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV