Rooney raser over falske beskyldninger

Den engelske angriber Wayne Rooney er godt gal i skralden over, at flere medier har skrevet, at han har fjernet Manchester United fra sin Twitter-profil og i stedet kaldt sig @NikeUk Athlete.

Det passer nemlig ikke, fastslår Rooney.

- Der bliver skrevet en masse forkert om, at jeg har ændret min Twitter-biografi og slettet Manchester United.

- Jeg har aldrig slettet Manchester United, uanset hvad aviserne skriver, for det har nemlig aldrig stået der.

- Det eneste, der er sket, er, at Nike bad mig om at skrive @NikeUK - ligesom alle andre atleter, som de sponsorerer, har gjort, skriver Wayne Rooney på sin hjemmeside.

Manchester United-angriberen tilføjer samtidig, at det er hele tre uger siden, at han ændrede sin profil på det sociale medie.

Twitter-historien er af flere medier blevet kædet sammen med managerskiftet i Manchester United, hvor Evertons David Moyes erstatter Alex Ferguson fra næste sæson.

Rooney og Moyes har angiveligt ikke det bedste forhold, efter at angriberen i 2007 nævnte sin tidligere manager i Everton i sin selvbiografi.

/ritzau/

Dagens Gossip